18.4.99 L3-2.htm

Noget om at kommunikere i elektroniske konferencer.

Internettet begyndte som et tekstbaseret, platformuafhængigt kommunikationssystem, der især blev brugt af amerikanske universitetsforskere. Kommunikationen foregik dels via elektronisk post, e-mail, dels via konferencer, der kunne være åbne eller lukkede, modererede (med ordstyrer) eller umodererede.
Det er karakteristisk for denne form for skriftlig kommunikation, at den foregår asynkront og uden geografisk nærhed. Ganske vist har mange konferencesystemer, bl.a. Undervisningsministeriets Skolekom og Politikens Online, der begge benytter firmaet Soft Arcs konferenceprogram FirstClass Client, også mulighed for online-chat, altså synkron kommunikation. Men også her er langt den overvejende del af kommunikationen asynkron.
I starten kom deltagerne således fra samme sociale lag, hvor man via sin uddannelsesmæssige baggrund var vant til at udtrykke sig skriftligt på engelsk. Engelsk er stadig dominerende på internettet, men med tiden vil dette forhold måske forrykkes noget, så det bedre afspejler sprogenes faktiske udbredelse på kloden. Og med den kolossale udbredelse konferencerne (newsgroups) har fået, er det tydeligt, at det ikke længere kun er akademikere, der skriver i dem.
At kommunikere skriftligt på denne måde er uvant for de fleste; man kan nærmest tale om, at der er opstået en ny sproglig genre, der ligger midt imellem det talte og det skriftlige sprog. Blandingsgenren kaldes af nogle for talt skriftsprog. Med de nye medier, telefon, tv, telefax, computer vinder denne genre mere og mere frem.
 
Talesprog: Skriftsprog:
spontant planlagt
privat institutionelt
kendt modtager ukendt modtager
tovejs-kommunikation envejskommunikation
uformelt formelt
fælles her og nu ikke fælles her og nu
både sproglig og ikke sproglig kommunikation ikke sproglig kommunikation

I en samtale er der som regel gode muligheder for at kvalificere eller nuancere udsagnet, man kan måske tale om en større tolerance over for fejl. Når jeg til daglig taler med mine venner og kolleger, handler det tit om alt muligt på en og samme tid. Ganske vist vil der ofte være et emne, en rød tråd, men ved siden af den, er der mange bemærkninger, som strengt taget er sagen uvedkommende. Der er også mange gentagelser og nuanceringer, megen redundans.
Ud fra et informationsteoretisk eller økonomisk synspunkt er redundans uhensigtsmæssigt, men måske har det alligevel stor betydning i et menneskeligt samvær.
Dagligdagens samtale karakteriseres også ved, at der let kan komme støj fra situationen, andre kan fx komme ind i vores (samtale)rum og ændresamtalen. Tilsyneladende ulogiske spring i emnet føles naturligt, når vi snakker sammen: spontane, private associationer kan bringe samtalen nye steder hen.

I skriftlige henvendelser forventer man stor korrekthed, selv små fejl vil til tider kunne virke forstyrrende på kommunikationen.
I skolen har de fleste af os brugt mange mange timer på at beherske skriftsproget. Den ældre generation har læst meget og har arbejdet meget (især reproduktivt) med at opfylde de formelle krav til syntaks, ortografi og tegnsætning. Kommunikativ kompetence var først og fremmest ensbetydende med skriftlig beherskelse af sproget. Når dannelseskriteriet således lagde vægt på det formelle, og når man betænker, hvor autoritært og frygtindgydende lærerne optrådte ved den mindste fejl, er der ikke noget at sige til, at mange af os har fået indbygget store betænkeligheder ved at udtrykke os på det evigt forpligtende skriftsprog. I virkeligheden er det kun et fåtal af mennesker, der jævnligt skriver længere, sammenhængende tekster. Og kunsten at skrive breve udfoldes vist mest ved juletid, og så er formen tit knap og indholdet stereotypt.

Skolens mundtlige undervisning var ikke meget bedre i forrige generation. Megen fremmedsprogsundervisning har ihvertfald haft den virkning, at den har lært mange at holde kæft på mere eller mindre perfekt tysk og fransk, - ikke mindst, hvis andre, mere kompetente sprogbrugere var i nærheden.

Når de unge i dag så hurtigt tilpasser sig kravene ved elektronisk kommunikation og uhæmmet kaster sig ud i det, er det formentlig ikke kun et resultat af den påståede almindelige narcissistiske vanskelighed ved at vurdere egne evner (svingende fra dyb selvopgivelse til ligeså urealistisk selvovervurdering) men vel nok i høj grad et resultat af skolens nye sprogsyn og deraf følgende ændrede undervisning, herunder syn på selvstændig produktion af tekster både mundtligt og skriftligt. Procesorienteret skrivning er kun et enkelt blandt mange eksempler.

Harvard's Howard Gardner regner med at der er mindst 7 intelligensformer, hvoraf to -verbal/lingvistisk og logisk/matematisk har domineret traditionel vestlig pædagogik. De fem ikke traditionelle intelligenser: rumlig-, musikalsk-, kinæstetisk-, interpersonel- og intrapersonel-intelligens har ikke haft gode kår. Det bliver spændende, om vi i skolen, der forbereder børnene til at leve i det nye informationssamfund formår at skabe sådanne betingelser for læring, at børnene kan udvikle også disse sider af deres personlighed.
Men konferencerne og nettet bruges ikke kun af private. Mange firmaer er ved at få øjnene op for mulighederne for at komme i kontakt med mange mennesker. Der er simpelthen ved at ske en tydelig kommercialisering af store dele af nettet. Det kan man glæde sig over eller begræde, men tendensen er tydelig.

En anden tendens er også tydelig. Mange religiøse eller politiske organisationer ser en mulighed for at få deres budskab ud til hele verden på en billig måde.
Da nettet jo i sin natur er anarkistisk og ikke ejes af nogen organisation, er der for så vidt frit slag, alle meninger og holdninger findes, og det er ikke muligt at censurere indlæg i åbne konferencer. Hvis en person sender samme indlæg til mange konferencer, evt. gentagne gange, taler man om spamming, og det er højst ubehageligt for alle seriøse brugere.

Når tlf. ringer føler jeg mig tvunget til at tage den. Dels er jeg nysgerrig, dels kunne det jo være en vigtig meddelelse. Men en telefon har det jo med at ringe, netop som man er gået i bad. Dens ringen er imperativ, tyrannisk.
Så, er det bedre at få et brev. Jeg elsker at få breve, sådan helt almindelig gammeldags snail mail. Man kan læse det med det samme eller vente til en passende lejlighed. Man kan også lægge brevet væk og besvare det ved lejlighed. Man kan evt. glemme det (fortrænge det) og lade det synke ned i glemslen, i takt med at det synker længere ned i skrivebordets dynger.

Meget af det gælder også elektronisk kommunikation. Men der er også forskelle.
I konferencerne er der fx større offentlighed. Mange kan læse indlæggene. I de store usergroups på internettet kan man komme i forbindelse med en masse mennesker, som man ikke kender. Man optræder næsten anonymt med sin adresse, sit snabel a (@) og serverens navn.
På vores kursus er vi jo ikke anonyme, mange af os kender hinanden fra andre sammenhænge.
I visse konferencer (fx FCSkolekom og Politikens Online) kan afsenderen se, hvem der har læst brevet. For mig medfører det en strammere selvdisciplin. Jeg synes ikke, at jeg kan være bekendt ikke at svare ret hurtigt, når afsenderen kan tjekke, hvornår jeg har læst brevet.

Det større forum har fordele

De vigtigste ressourcer på nettet er ikke de mange databaser, det er de andre mennesker. Jeg har en sikker forventning om, at jeg kan få hjælp af en anden, som ved det, jeg ikke ved. Det er en tryg og god fornemmelse. Generelt er folk utroligt hjælpsomme. Ikke mindst, når det gælder tekniske spørgsmål. Jeg har haft gode oplevelser med at skrive til folk og spørge dem om noget eller give dem feed-back på en spændende homepage.
Da min søn sidste år skulle rejse til Cuba, søgte jeg på World Wide Web og fandt nogle spændende og flotte fotografier taget af en hollandsk fotograf. Jeg sendte ham et brev, som han blev meget glad for. Som han skrev: På en almindelig fotoudstilling får jeg ikke nogen klar fornemmelse af, hvad folk synes om mine billeder.
 

De tavse og de talende

I en almindelig gruppe kan man ret hurtigt skelne de aktive fra de passive deltagere. Hvis man undersøger sagen nøjere, vil mange af de lidet talende (med rette) hævde, at de er aktivt lyttende, og at de ikke synes, at deres egne indlæg føjer noget væsentligt nyt til samtalen, hvorfor de kun siger lidt. Hvis de tavse markerer deres interesse ved non-verbale signaler, virker de da også langt mindre provokerende på de meget talende.
De meget talende blive nemlig let usikre, når de konfronteres med de stille. Ofte synes de meget talende, at de alene må påtage sig ansvaret, for at kommunikationen forløber glat, mens de stille unddrager sig dette ansvar. De meget talende kan endda opfatte de andres tavshed som en uformuleret kritik, som så afføder følelse af lettere aggression, som det jo imidlertid ikke er til at formulere, da der ikke er noget konkret at hænge den op på. Mange meget talende føler pauser i samtalen som en næsten ulidelig spænding, mens mange af de stille nærmest nyder pauser, som jo giver anledning til refleksion uden tidspres.

I elektroniske konferencer er der, som i virkelighedens grupper, stor forskel på deltagernes aktivitet. Men hvor man i virkelighedens klasseværelse eller i gruppearbejdet udover at kunne se, om folk er til stede, vil man også, når de ikke tager ordet, kunne tolke en lang række non-verbale cues som fx kropsholdning, mimik, gestus øjenkontakt o.s.v. og deraf slutte om personen er med, er lyttende o.s.v.
Dette er helt anderledes i den asynkrone, elektroniske kommunikation. Hvis deltagerne ikke skriver indlæg i konferencen, er man henvist til, hvis det kan lade sig gøre, at vurdere deres aktivitetsniveau ved at tælle antal opkoblinger eller antallet af private breve til andre deltagere. Vi er altså henvist til meget enkle, behaviouristiske mål for deltageraktivitet, og de passive, de tavse, de ængstelige repræsenterer et reelt problem for lærerne.

Når folk er sammen i den virkelige verden, viser al erfaring, at der i grupper, der har en vis levetid, varetages forskellige funktioner. Man taler om, at de gruppemedlemmer, der påtager sig at udfylde disse roller, har en bestemt orientering. Men det er vigtigt, at slå fast, at disse orienteringer er situationsbundne og ikke (behøver at være) bundet i de pågældendes personlighed.
Man skelner mellem sagsorientering, ego-orientering og social orientering. Ingen af disse orienteringer er bedre end andre, ingen kan undværes, de kompletterer hinanden.
Hvis en arbejdsgruppe således kun består af sagsorienterede deltagere, vil kommunikationen blive tør og knirkende. Hvis de ego-orienterede dominerer, vil det være svært at holde målet fast, selv om der er en masse potentiel energi i gruppen.
De socialt orienterede hygger sig naturligvis vældigt, men når ingen vegne. Small talk og høflighedsfraser kan til andre tider fungere som nødvendig social smøring, og kan være nødvendigt.
I elektroniske konferencer vil man af indlæggenes indhold muligvis kunne genkende disse orienteringer. Men det er vigtigt at huske, at der ikke er tale om en moralsk vurdering.

For mange mennesker er humor - og (selv)ironi - et vigtigt virkemiddel i deres samvær med andre mennesker. I konferencen vil man, hvis man ikke kender den pågældendes kode, tage ordene for deres pålydende, hvilket kan medføre brud i kommunikationen. Anvendelse af smileys er en mulighed, men sikrest er det nok at prøve at undlade ironien, selv om den er ment nok så uskyldigt.
I en konference blev den saglige diskussion afløst af ophidsede indlæg, flaming, fordi en deltager FREMHÆVEDE VED AT SKRIVE MED STORE BOGSTAVER. En anden deltager skrev, at det svarede til at råbe, og at det var uhøfligt... og så var spillet i gang.

Om lærerrollen

I min egen undervisning er rollefordelingen normalt ret klar. Jeg påtager mig ansvaret for kommunikationen. Hvis den går i stå, forventes det, at jeg får den i gang. Der er selvfølgelig masser af undtagelser, men sådan er det vist som regel i praksis, til trods for at mine idealer og intentioner er helt anderledes.
I elektronisk kommunikation er der endnu ikke skabt entydige rolleforventninger til læreren, hvilket man efter behag kan opfatte som en fordel eller en ulempe. Men hvis deltagernes forventninger til lærerens adfærd ikke indfries, vil de være tilbøjelige til at synes, at det er et dårligt kursus. Når der er tale om at undervisningen nærmer sig ren instruktion, vil lærerens rolle formentlig være klarere defineret, end hvis der er tale om en mere reflekterende, abstrakt undervisning.
Det er jo nok rigtigt, at ingen kan lære nogen noget, men at man kan hjælpe folk ved at give dem lejlighed til at lære sig noget.

Elev eller deltager?
På kurser som vores, må man forvente at folk opfatter sig som deltagere og ikke som elever, og en deltager må jo tage del, mens eleven lettere kan læne sig tilbage og vente på lærerens inspirerende intiativer.
 

Nogle interessante links

At kommunikere v.hj.af sin computer kaldes computermedieret kommunikation, CMC. Traditionelt har man tænkt på skriftlig kommunikation, men med multimediernes fremkomst og med stadig kraftigere maskiner er både levende billeder og lyd kige på trapperne i en udholdelig kvalitet.

Nedenstående findes nogle links om CMC, som jeg fandt ved et par søgninger i Alta Vista søgemaskine. Prøv evt. nogle af disse adresser og søg selv videre.

På denne adresse ligger en god artikel om collaborative learning
http://tecfa.unige.ch/tecfa/tecfa-research/CMC/colla/iccai95_1.html(P)

På denne adresse
http://www.cudenver.edu/~mryder/itc_data/net_teach.html(P)
ligger en lang række artikler om læring

På denne adresse ligger en række henvisninger til CMC Magazine og andre CMC-steder
http://www.december.com/cmc/study/center.html(P)
Titler: http://www.december.com/cmc/mag/archive/title.html(P)

På følgende adresse findes en oversigt over forskning omkring CMC:
http://www.december.com/john/papers/cmcbib93.txt(P)

På denne adresse
http://malun1.mala.bc.ca/seeds/cmc/practice.html(P)
skriver by Wendy Burton, University College of the Fraser Valley) ligefremt om sit første forsøg med CMC

På denne adresse
http://www.oak-ridge.com/ierdrep1.html (P)
findes liste over relevante newsgroups

The Adult Education Network (AEDNET) is an international discussiongroup, operated via listserv, that enables researchers, practitioners, and graduate students in adult and continuing education to share information, and discuss topics of mutual interest. In addition, New Horizons in Adult Education, a refereed electronic journal, is distributed through AEDNE

CMC Magazine er et elektronisk tidsskrift om CMC, adressen er
http://www.december.com/cmc/mag/1996/oct/horberg.html(P)

En af guruerne er Nicholas Negroponte
http://www.randomhouse.com/knopf/digital.html(P)
Ever since Marshall McLuhan advanced the study of communication with his now-classic book, Understanding Media, society has struggled to understand and further develop the exchange of information in this age of electronics. Now, in his bestselling visionary new book, Nicholas Negroponte, founding director of the Media Lab at MIT and Wired magazine's popular columnist, sounds a clarion call and describes what lies ahead, as the digital revolution transforms the way we live.

På adressen:
http://hcrl.open.ac.uk/simeon/Publications/JAPANF.html(P)
fra Leeds Universitets afd for communications studier findes en artikel om sociolinguistiske aspekter ved CMC
Oral and literate linguistic aspects of CMC discourse, A corpus based study by Simeon J. Yates, Institute of Communications Studies, University of Leeds

http://educom.edu/web/pubs/pubHomeFrame.html(P)
The Nature of Learning